Esbernhus

Mørket sænker sig over dit sind.
Tynger dig ned
-og du føler dig som i den sorteste muld.
der befinder du dig så -
- hjælpeløs -
plaget af angst, mareridt og dystre tanker
- ja, - du er nær ved at opgi'
- Men -
Pludselig en dag
ganske stille - spirer håbet.
Langsomt dukker dit sind igen frem i lyset
som en blomst, der folder sig ud
en forårsmorgen.
- Og du bøjer ydmygt nakken.